D. 24 Februar blev vi introduceret for studiemakker på tværs holdene, hvor det derimod denne gang var mig og min klasse der skulle være de ledende tutorer. Her mødte jeg og min gruppe, 1. semester elever. I introduktionen af hinanden, havde vores undervisere nogle forskellige opgaver som vi skulle løse sammen. 

I den første opgave skulle vi lave et mindmap der beskrev os som personer og dernæst vise det frem og fortælle her ud fra – heraf var der mulighed for spørgmål efter. 

I den anden opgave skulle vi arbejde som et team om at bygge det højeste tårn af 10 stykker A4 papirer, først snakkede vi om metoder der enten sørgede for stabilitet eller hvordan vi kunne skabe højst højde. fem personer foldede papiret, to byggede tårnet, resten sad og heppede. 

Vi formået at komme i tæt konkurrence med et andet højt tårn, og løb afsted med en delt 1. plads.

I Den sidste opgave skulle vi skabe et land/by med forskellige beskrivelser. Landet kaldte vi Chill’land og grundlæggende var landets love og regler at man skulle slappe af og tage det roligt, hvortil den mindste aktivitet blev straffet med en ekstra fridag 

Vi fik senere oprettede en discord gruppe hvor vi fik fastlagt mødedatoer samt sammenkomster for hyggen skyld samt spiste pizza.

Refleksion

Det var klart nemmere at komme til at snakke sammen på baggrund af de forskellige opgaver vi skulle lave, i forhold til da jeg startede på uddannelsen. . Jeg har været lidt nervøs for at skulle fremstå som en “mentor”, da jeg stadig føler at jeg har hovedet under armen i forhold til at navigere i alle de programmer og værktøjer vi bruger på uddannelsen. I vores tilfælde som “eksperterne” – spurgte de meget ind til projektet om redesign af en hjemmeside, hvilket gav forskellige men nyttige nuancer af projektet da næsten ingen af os i vores gruppe her, arbejdede sammen i det. Det var også svært at huske så langt tid tilbage, men ja vi svarede så godt vi kunne. Der var også en der spurgte ind til hvordan man kunne lave om menuen i wordpress og her ramte hun en akilleshæl ved os alle sammen, men vi forsøgte at hjælpe hende så godt vi kunne og det er vel også bedre end ingenting.

Alle var super søde og enagaeret og Jeg glæder mig til lære dem bedre at kende samt se deres take på det første projekt.